

OM OS
Hvad med et ensemble? Hvad nu hvis vores kærlighed til musikken, vores passion for musikken kunne flyde direkte ind i publikums hjerter og få dem til at føle glæden ved at dele de smukke øjeblikke? Fælles øjeblikke, der ville blive båret i vore hjerter og blive til nynnen, til smil og til minder. Hvad nu hvis glæden kunne deles mellem verdener - forskellige virkeligheder i den selvsamme verden som vi alle lever i? Hvad nu hvis Hermes kunne være en budbringer mellem disse virkeligheder?
​​
Ensemble Hermes er et Aarhus-baseret musikerkollektiv bestående af syv unge professionelle strygere, som har specialiseret sig i at skabe utraditionelle koncertprojekter, der forbinder musik med andre kunstarter gennem stærke temaer og koncepter. Vi spiller i udgangspunktet uden dirigent og dyrker altid en lyttende og kammermusikalsk tilgang til musikken. Ved således at gøre afstanden mellem musik og musikere mindre, er det vores mål gennem større personligt engagement at fremmane en dybere forståelse af musikken og transformere disse til intense koncertoplevelser.
​
Ensemble Hermes skaber koncerter, der gennem en kreativ tilgang til koncertformer, valg af repertoire og koncertsteder altid danner en sammenhængende fortælling, og som giver publikum mulighed for at opleve klassisk musik på nye måder. Ved at prioritere kreativitet og opmærksomhed på detaljer i alle aspekter, fra programplanlægning og påklædning til samarbejder og sceneopsætning viser ensemblet en forpligtelse til kunstnerisk innovation.
Det er de tværkunstneriske samarbejder samt formidling, der danner rygraden i ensemblets aktiviteter. Samarbejder med komponister, billedkunstnere, dansere, fotografer, dramaturger, grafikere og lyssættere sikrer en konstant tilførsel af ny, tværkunstnerisk energi til ensemblets projekter generelt, mens tydelig formidling danner fundamentet for lettilgængelige koncertoplevelser - bl.a. på gymnasier, højskoler og biblioteker.
Ensemble Hermes er fra medio 2025 til medio 2027 Artist in Residence i Musikhuset Aarhus.